Undskyld Gamle... - en anmeldelse

Anmeldelse af forestillingen Undskyld Gamle... på Aarhus Teater, oktober 2009

3 ud 6 stjerner

På Århus Teater danses der vals med de gamle i en forestilling, der ikke helt ved, hvilket ben den skal stå på. Århus Teaters husdramatiker Christian Lollike har skrevet den groteske komedie Undskyld gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab, der smitter...?. Rolf Heim har sat i scene.

Alle vores værste fordomme om plejesektoren og gamle mennesker bliver udstillet i en forestilling, der - for gud ved hvilken gang i dette land - sætter plejehjemmene på dagsordenen. Nu også den kunstneriske dagsorden. Intentionen er ikke til at tage fejl af, og hele salen sitrer denne regnvåde fredag aften af forventninger til, hvordan man kunstnerisk kan knække den nød.

Plejehjemmet Frydendals personale og beboere befolker langsomt scenen. Iklædt hvide kitler og nattøj lægger de an til take off. “And you run and you run to catch up with the sun, but it’s sinking”, lyder det fra koret af de fire sangere. Hele salen sidder med krummede tæer, da de første toner slås an - kan disse fire skrøbelige mennesker overhovedet løfte deres stemmer over hviskestadiet? Og kan de ramme tonerne? Det kan de i en grad, at Deres anmelder måtte samle kæben op fra gulvet. De er hverken professionelle skuespillere eller sangere; men de gør det smukt.

Anmelderens forventninger er store til denne plejehjems-cocktail af lige dele Lollike og Heim. Lige dele sans for højaktuel samfundsdramatik og næse for det groteske.
Men i takt med at karaktererne vikles mere og mere uhensigtsmæssigt ind i hinanden, må anmelderen erkende, at forventningerne ikke kan indfries. Det er ikke skidt, men heller aldrig helt godt.
Frau Frauke (Merete Voldstedlund) kæmper febrilsk for at bevare overblikket, og ikke mindst overskuddet, på plejehjemmet Frydendal, hvor personalet i form af de tre unge plejere, Valentin, Bernhard og Walter, hver især handler med mere eller mindre skjulte dagsordener. Den benhårde og beregnende Bernhard (Kaspartin Lønnberg) stjæler værdier fra beboerne og udnytter samtidigt den mindre begavede kollega, Walters (Carsten Svendsen), svaghed for ketogan til at fuldbyrde sit forehavende. Den unge Valentin (Sigurd Holmen Le Dous) er blevet dumpet af sin store kærlighed og bliver hovedkuls forelsket i den senil-demente Vera.
Makkerparet Biermann (Ole Westh-Madsen) og den blinde Don Otto (Henning Olesen) skændes om Don Ottos cigarer, men forenes i en revolutionær tro på et bedre liv for de gamle og ultimativt i deres fælles selvmord - eksekveret vha. en flaske Chivas og et udefinerbart antal piller.

Forestillingen bliver momentvist kynisk i sit favntag med en virkelighed, der er skjult for de fleste, og man bliver overrasket over sine egne forbehold over for det spirende kærlighedsforhold mellem den senil-demente kleptoman Vera (Inge Sofie Skovbo) på 81 og den unge plejer Valentin på 23. Inge Sofie Skovbo gestalter aldeles fremragende den senil-demente kvinde, der trækker publikum ind i malstrøm af følelser for så i næste øjeblik at distancere sig fra verden - og os - i en tåge af forvirring og indgroet senil nervøsitet. Det er stærkt spil, der som noget af det eneste i forestillingen inviterer publikum ind bag gitteret til de følelser, der udspiller sig på Frydendal. Unge Sigurd Holmen Le Dous fuldbyrder den ulige tango med en sårbarhed, der flot matcher Inge Sofie Skovbo.

Ellers handler karaktererne på må og få i et spænd mellem det komiske og det tragiske og gestalter sig samtidigt grotesk og følelsemæssigt naturalistisk. Det betyder, at man aldrig helt får greb om en virkelighed, der hele tiden forsvinder mellem fingrene på en, og man opnår aldrig helt en forståelse og empati for personerne. Forestillingen vil være vanvittig og grotesk; men den står stærkest i det følelsesmæssige spil mellem karaktererne. Det groteske reduceres til momentvise symbolladede intermezzi, hvor spillet transcenderes til et drømme/mareridtsplan, der desværre efterlader publikum nede på jorden.
Lollikes plejehjemskomedie fortaber sig i de gode intentioner og bliver desværre aldrig helt sjov og aldrig helt alvorlig. Den forbliver en mellemting og fastholder publikum i en armslængde fra det virkeligt groteske, der er en del af den virkelighed, Lollike og Heim vil vise os. Det er ærgerligt.