"Fortæl mig noget, og jeg vil glemme det.
Vis mig en ting, og jeg vil måske huske den.
Giv mig en oplevelse, og jeg glemmer det aldrig."

S. Kierkegaard

Tekster, artikler, anmeldelser, tanker og andet godt om mig selv, oplevelsesøkonomien og dramaturgien.



lørdag den 17. september 2011

Mit speciale - indledning

Dette er indledningen til mit speciale, som blev forsvaret og bestået den 30. juni 2011. Specialet titel er Grønland i sigte! Teater som et redskab til sociale forandringer i et oplevelsesøkonomisk perspektiv.

Grønland er på den ene side et samfund i udvikling. Det gennemgår i disse år store samfundsmæssige forandringer i processen fra Hjemmestyre til Selvstyre. Landet er i fokus i både klima- og oliedebatten, og man forsøger ihærdigt at finde fodfæste som centrum for al den opmærksomhed. På den anden side er Grønland et land, der til stadighed både kulturelt og socialt forsøger at gøre op med en fordomsfuld, offergørende og stigmatiserende diskurs grundlagt tilbage i kolonitiden. Grønland befinder sig i et limbo mellem disse to positioner, og det er i grænselandet mellem fast-låshed og udvikling, dette speciale er skrevet i.
Nærværende speciale er et produktspeciale. Det handler om Grønland, og specialets produkt er målrettet en grønlandsk praksis.
C:NTACT Fonden er min samarbejdspartner, og det er C:NTACT , produktet vil målrette sig mod. C:NTACTs teaterworkshop i Paamiut i Grønland i efteråret 2010, hvor jeg selv deltog som projektleder, vil som praktisk intervention i virkeligheden stå som det cen-trale, empiriske grundlag for specialets analyser. C:NTACT var som udgangspunkt work-shoppen optaget af at adressere og problematisere en ofte dominerende og fordomsful-de diskurs om Grønland. Denne diskurs gør det på den en side vanskeligt at begribe, hvem grønlænderen er, og som på den anden side samtidigt er en stor udfordring for den enkelte grønlænder i hans eller hendes eget identitetsarbejde i en moderne verden. Samtidigt var arbejdet præget af nogle massive sociale udfordringer blandt de unge del-tagere, hvilket på mange måder påvirkede både processen, produktet og mine overvejel-ser om specialets produkt.
Dette speciale dvæler ikke ved dybdegående analyser af den grønlandske folkesjæl ej heller ved de sociale forhold blandt børn og unge. Disse emner bliver kun berørt med henblik på at klarlægge, hvilket udgangspunkt C:NTACT og undertegnede havde for arbejdet i Paamiut i 2010 samt for at skabe en forståelsesramme for den virkelighed, spe-cialets produkt skal anvendes i.
Jeg er til gengæld optaget af, hvordan teatret kan anvendes i konstruktionen af nye iden-titeter i en social forandringsproces. Inden for teatrets rammer forhandles identiteterne i en demokratisk og performativ omgang mellem mennesker, og i dette arbejde er den sociale empowerment af det enkelte individ indlejret. Social empowerment anvendt i denne specifikke praksis vil blive uddybet i afsnit 5.4.
Det bygger på en grundlæggende erkendelse af, at teatret anvendt i denne specifikke sociale sammenhæng kan udfordre en essentialistisk identitetsforståelse ved at facilite-re et rum for udfoldelse af det enkelte menneskes forandringsskabende potentiale. Dette baserer sig også på en entrepreneuriel logik, der har præget både min egen speciale-proces, og som grundlæggende er kendetegnede for C:NTACTs arbejdsform. Dette uddy-bes i afsnit 3.1, 5.5 og 11.0.
Denne strategiske anvendelse af teatret som et værdiskabende socialt og kulturforandrende redskab anlægger samtidigt et socialt og entrepreneurielt perspektiv i forhold til oplevelsesøkonomien, hvilket udfoldes i afsnit 4.0.
Social-konstruktivismen og performativiteten er de to teoretiske grundpositioner, specialet reflekteres i. Social-konstruktivismen konkretiseret i teatrets performative, identi-tets-konstruerende potentiale kombinerer de to akademiske fagligheder, jeg som akademiker er formet af; dramaturgien og oplevelsesøkonomien. Social-konstruktivismen bliver i dette speciale anvendt som analytisk horisont i forhold til den performative praksis C:NTACT anvender, og det bliver som begreb sat i spil både i forhold til den grundlæggende forståelse af teatrets identitetstransformerende potentialer og i forhold til dette speciales produkt.
Problemet med C:NTACTs arbejde i Paamiut var den manglende forankring, hvilket bevirkede, at mange af de gode resultater fra både processen og produktet helt konkret blev tabt efter projektafslutningen.
Mit mål er derfor at designe et produkt, der kan forankres i grønlandske unges bevidsthed og dagligdag. Hvilke værdier kan udledes af C:NTACTs socialt og kulturforandende arbejde med henblik på skabe et produkt, der kan forankres i en grønlandsk kontekst, og som kan fungere som vedvarende redskab til unge grønlænderes identitetsarbejde? Hvordan kan dette produkt udfordre C:NTACTs måder at tænke egen praksis på? Arbej-det med specialets analytiske del og produktdel baserer sig dels på egen praksis og grundlæggende akademiske arbejde og dels på mange interviews, telefonsamtaler og møder med eksterne såvel som interne interessenter. Dette præciseres i læsevejlednin-gen nedenfor og udfoldes i de følgende afsnit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar