Calendar Notes (10.12.2011) - sov godt

Læst i en avis en sjælden solskinsmorgen i december...

"Hvis du vil sove bedre bedre, skal du ikke tælle får, men gode oplevelser."

Oplevelses-hva-for-noget?! Fra oplevelsesprofit til oplevelsesværdi

Af Signe Marie Davidsen (cand.mag. i oplevelsesøkonomi) og Morten Larsen (cand.mag. i oplevelsesøkonomi)

Turisme, oplevelsesbaseret markedsføring og underholdningsindustri.
Gode eksempler på, at mange allerede har opdaget, at der er penge i oplevelsesøkonomi. Og rigtig godt for dem. Tillykke! Men lad os én gang for alle slå fast, at hvis man skal for-stå, hvad oplevelsesøkonomi er for en størrelse, skal man for en stund glemme økonomi og fokusere på oplevelse og det, den påvirker: Mennesket.

Vi mennesker påvirkes i så høj grad af oplevelser, at de ændrer vores måder at tænke og handle på både i forhold til os selv og andre. Oplevelsesøkonomi drejer sig altså først og fremmest om, hvordan oplevelsen som et værdiskabende redskab har indvirkning på vo-res sociale og kulturelle udvikling. Dette er en for os væsentlig, men i debatten ofte over-set vinkel, der kan bidrage til grundlæggende at slå fast, at oplevelsesøkonomi er mere end Disney, kaffe og badeferier.

Lidt forenklet sagt er vores anke, at oplevelsesøkonomi som begreb bliver brugt som en form for medicin, man giver en døende patient og i sidste øjeblik helbreder. I skal bare til-føje noget oplevelsesøkonomi, og så kører bussen! Men faktum er, at man ikke bare tilfø-jer oplevelsesøkonomi som en guldrandet pakkeløsning, der forhandles i Netto. Man kan simpelthen ikke tale om det som en pakke smør, hvis anvendelsesform er nogenlunde klart defineret for de fleste. Lad os bøje det i neon: Oplevelsesøkonomi handler om men-nesker, relationer, autenticitet og sociale samværsformer og først herefter om profit. Det drejer sig om først at se på mennesket og herefter på oplevelsens kvaliteter bredt betrag-tet. Skal man bruge oplevelsen strategisk som værdiskaber, skal man gå til værks som en kirurg: Grundigt, professionelt og med respekt for mennesket og situationen.

Universiteterne landet over (Aalborg, Aarhus og RUC) har skabt et videnskabeligt grund-lag for begrebet oplevelsesøkonomi. I Aarhus studerer man feltet ved at se på os menne-sker i en kontekst, og hvordan oplevelsen skaber værdi og på den måde påvirker vores måde at agere og være til i verden på. Oplevelsesværdi er altså et nøgleord til forståelsen af oplevelsesøkonomi. Man studerer med andre ord oplevelsesværdier i verden, og hvor-dan verden – og ikke kun erhvervslivet – strategisk kan tilføjes mere oplevelsesværdi med henblik på forandringer. Heri ligger et udviklingspotentiale; ikke kun for kaffe- og cola-producenter, men for mennesket generelt.

Et par eksempler:
Et advokatkontor indleder en oplevelsesøkonomisk forandringsproces med fokus på at skabe tættere relationer til deres kunder ved bl.a. at kommunikere til dem som ligeværdi-ge. I et workshopforløb baseret på kreativitet, æstetik og følelser ændrer de deres syn på kunderne og begynder at betragte dem som mennesker, der har brug for hjælp frem for sager, der skal behandles. Helt konkret udvikler de en tegneserie over en sagsgang fra start til slut, og de indfører ’du’, ’dig’ og ’jer’ i stedet for ’De’ ’Dem’ og ’Deres’ i alt deres formidling.
Et andet eksempel er en gruppe unge fra en lille by i Grønland, der producerer en turnéfo-restilling med udgangspunkt i deres personlige historier. Gennem et samarbejde med danske og grønlandske kunstnere lærer de at anvende teatret som et redskab til at forstå og anvende deres egne fortællinger som en ressource i arbejdet med at skabe et andet billede af Grønland og grønlændere.
I begge eksempler bliver oplevelsens elementer redskaber til at betragte sig selv og egen praksis udefra med henblik på at skabe forandringer. Processen skaber altså muligheder-ne for en identitetsmæssig udvikling, der rækker ud over økonomiske kalkuler og profitbe-regninger; men som alligevel er vægtige vækstinitiativer, der har en afsmittende effekt på omgivelserne. Dette er også oplevelsesøkonomi, men med et stort fokus på oplevelses-værdi frem for oplevelsesprofit.

Oplevelsen forstået som et strategisk redskab til sociale forandringer tager udgangspunkt i menneskets kulturelle og sociale forudsætninger. I den oplevelsesøkonomisk forandrings-proces er der fokus på æstetik, medskabelse og følelser. De involveredes kreative poten-tialer udnyttes til at udfolde historier, tanker og drømme, som grundlag for et forandrings-arbejde på vej mod f.eks. nye kommunikationsformer og samfundsstrukturer.

Men hvad er det, oplevelsen kan? Omdrejningspunktet i oplevelsesøkonomien er oplevel-sen. Det lyder måske banalt og indlysende; men oplevelsesuniverset er en kompleks ver-den, der kan være svær at begribe. Men lad os forsøge. Oplevelsen kan være ventet eller uventet, stor eller lille, god eller dårlig. Alt opleves forskelligt fra menneske til menneske, og derfor er oplevelsen subjektiv. Men vi oplever ofte sammen med andre i situationer, hvor nye relationer skabes og eksisterende forhandles. Hvem har ikke stået til en rockkon-cert og følt sig smittet af de andres begejstring og glæde og måske tænkt om sin kollega: ”Gud kan hun virkelig skrige så højt, bare fordi Robbie smider t-shirten?”. Vi higer alle efter oplevelser, og vi påvirkes emotionelt kraftigt af dem. Oplevelserne virker som socialt og kulturelt kit og giver ejerskab, glæde og motivation. Grundlæggende for oplevelsen er, at den forstyrrer hverdagens trummerum og placerer os i en anden tilstand af væren. I denne nye tilstand (eller rum), hvor vi fritstilles fra hverdagen, bliver følelserne aktiveret, og her både handler og reflekterer vi anderledes. Det er stedet, hvor de største forandringer kan ske! Her befinder man sig udenfor det norm-regulerede samfunds lov og orden i en til-stand af emotionel frihed. Her er vi alle lige, og alt er muligt. I dette rum bliver virkelighe-den udenfor forstørret, og gamle sandheder om os selv, hinanden og verden bliver for-handlet, og nye konstrueres. Derfor er oplevelsen som værdiskabende redskab både slagkraftigt og virksomt. Ved at anerkende at oplevelser er centrale for dannelse af identi-teter, fællesskaber og samfund generelt, bliver det muligt at arbejde strategisk med dem til at synliggøre fremtidspotentialer og forandringsønsker.

Der ingen tvivl om, at der er penge i at tænke oplevelsen ind som et middel til at optimere salget af produkter. Men det er ikke nogen naturlov, at der er lighedstegn mellem oplevel-se og øget salg. Det er til gengæld et faktum, at oplevelsens mange former og udtryk på-virker vores syn på os selv og verden og derved vores evne til at handle og tage beslut-ninger. Med denne kronik har vi derfor sat mennesket i centrum i en definition af, hvad op-levelsesøkonomi er for en størrelse. Oplevelsesøkonomi handler om individuelle og kollek-tive oplevelsesrum i grænselandet mellem følelser og rationalitet, og hvordan vi i dette rum gennemgår nogle sociale og kulturelle forandringer ved at udfordre hinandens rutiner, for-domme og værdier. Her motiveres vi til at tænke nyt og kreativt til gavn for både den en-kelte, virksomheden og i sidste ende den samfundsøkonomiske bundlinie.
Når man snakker om oplevelsesøkonomi, er det vigtigt at slå fast, at mennesket er i besid-delse af andet og mere end et dankort og en tegnebog.

Kompetenceprofil - oplevelsesøkonom

En kandidatuddannelse i oplevelsesøkonomi giver mig følgende kompetencer:

- kunne anlægge en helhedsforståelse af det oplevelsesøkonomiske område, herunder analytiske og innovative færdigheder i forhold til konkrete aktiviteter.
- kunne udvikle og lede kreative og innovative processer samt menneskelige ressourcer der indgår heri.
- kunne opdage og identificere oplevelsesøkonomiske potentialer.
- kunne udvikle forretningsmulighederne i en oplevelsesøkonomisk aktivitet.
- have innovativ og entreprenant adfærd i forhold til forfølgelse af muligheder og realisering af oplevelsesøkonomiske aktiviteter.
- kunne konceptudvikle en oplevelsesøkonomisk aktivitet.
- kunne videreudvikle et koncept til en drejebog for en aktivitet, herunder idé-udvikle og vurdere forskellige mediers og teknologiers rolle i aktiviteten.
- færdigheder i at implementere/realisere konkrete oplevelsesøkonomiske aktiviteter i forhold til kontekst, situation og sted.
- kunne udvikle forretningsideen i en oplevelsesøkonomisk aktivitet ud fra en forståelse af brugerens sociale kontekst (empati).
- have kendskab til digital teknologi og potentialet heri i forhold til oplevelsesøkonomiske aktiviteter.
- kunne undgå i og lede samarbejder med såvel aftagere som andre faglige samarbejdspartnere.

C:NTACT Fonden - min tidligere arbejdsplads

C:NTACT Fonden på Betty Nansen Teatret var min arbejdsplads fra 2006 til 2009. Her sad jeg bl.a. som daglig leder.

C:NTACT Integration og uddannelse har eksisteret siden 2004 og har gennem årene vokset sig større og større gennem arbejdet med unge, marginaliserede grupper i samfundet, dokumentarfilm og teater. Vi har til daglig til huse på Betty Nansen Teatret og var tidligere en afdeling på teatret, inden C:NTACT blev udskilt som en selvstændig fond i 2006.

Siden starten har C:NTACT igangsat aktiviteter lokalt i og omkring København, nationalt og internationalt.
Det kunstneriske arbejde i C:NTACT skaber en platform for især unge med vidt forskellige kulturelle og soci-ale baggrunde. Her kan de udtrykke sig på egne præmisser, og publikum kan møde historier med rod i en virkelighed, de ellers kun får kendskab til tilskåret og forenklet i mediernes daglige dækning.

C:NTACT har igennem de seneste år med stor tydelighed erfaret, at kunstnerisk arbejde kan gøre en væ-sentlig forskel i bestræbelsen på at skabe et mere rummeligt og tolerant samfund. Erfaringerne bygger på en lang række aktiviteter inden for flere forskellige kunstneriske og journalistiske genre: Teater, film, radio og artikelskrivning.

Opskriften på et C:NTACT-produkt er ganske simpel. Det er den enkeltes personlige historie, der er i fokus. De unge deltagere, der repræsenterer et bredt udsnit af det danske samfund i både etnicitet, religion og kul-tur, samarbejder med professionelle kunstnere med at skabe de kunstneriske produkter.

C:NTACTs mål er:
1) At bibringe deltagerne en større ansvarlighed, selvrespekt og selvtillid.
2) At forbedre deltagerne evne til at kommunikere, samarbejde og være sociale.
3) At fremme deltagernes grundlæggende forståelse for kulturelle forskelligheder og egen identitet såvel som underbygge en dialogorienteret bevidsthed som alternativ til en potentiel marginalisering og radikalisering af målgruppen.
4) At deltagerne præsenterer produkterne for et stort og bredt publikum, som C:NTACT gennem de seneste fire år har opbygget. Hver sceneproduktion bliver alene set af mellem 5.000 og 7.000 tilskuere.

C:NTACTs strategi udmærker sig ved at tage udgangspunkt i den enkeltes egen virkelighed og de historier, der er tættest på. Teatret, filmen og radiomediet anvendes som værktøj til at skabe det interkulturelle møde mellem mennesker, der normalt ikke ville have mødtes. På den måde opnår de medvirkende et personligt forhold til materialet, samtidigt med at de bliver bevidste om arbejdet med kunstneriske udtryk som eksempelvis teater.

C:NTACT har lavet projekter, workshops og forestillinger i både Danmark, Norge, Letland, Jordan, Vestbredden og i Grønland. Herudover arrangerer C:NTACT kurser og undervisning over hele landet. Siden 2009 har C:NTACT Fonden samarbejdet med Frederiksberg Seminarium og Universität der Künste i Berlin om en masteruddannelse i teaterpædagogik.

www.contact.dk / www.bettynansen.dk

Oplevelsen som socialt konstruerende - fra speciale

Jeg bevæger mig inden for et felt af oplevelsesøkonomien, der udfordrer forståelsen af, hvad oplevelsesøkonomi er, og hvilken sammenhæng den kan anvendes. Oplevelses-økonomien befinder sig inden for flere forskellige sektorer af kultur- og erhverslivet, og det er her, forståelsen af oplevelsesøkonomi traditionelt frames. Bærenholdt og Sundbo definerer to overordnede sektorer, inden for hvilke oplevelsesøkonomien udspiller sig: En primær oplevelsessektor, hvor produktionen af oplevelser er det primære mål. En sekundær oplevelsessektor, hvor oplevelser er et supplement til varer og serviceydelser (Bærenholdt og Sundbo 2008: 11). I den sekundære sektor bliver oplevelsen i sig selv et økonomisk produkt, der kan facilitere en mindeværdig relationering mellem både for-brugeren og produktet og forbrugerne i mellem, hvilket skaber fundamentet for en ny produktdifferentiering (Pine og Gilmore (1999) 2009: 28-33). Man kan med andre ord differentiere varer og derved også forbrug ved hjælp af oplevelsen.
I specialet forsøger jeg med fokus på produktet at udfordre denne forståelse af oplevel-sesøkonomien ved at insistere på, at oplevelsesøkonomien ikke alene udspiller sig inden for det kulturskabende felt, men også inden for det kulturforandrende. Denne oplevel-seskultur er også en entrepreneuriel kultur, hvor oplevelsen som redskab, konstitueret af performativiteten og det liminoide rum, har indvirkning på det sociale liv, der udspil-ler sig i verden ved at konstruere os som mennesker og forhandle den virkelighed, vi befinder os i. C:NTACT framer ved hjælp af oplevelsen det sociale og er det gode eksem-pel på, hvordan mennesket har potentiale til at være kulturforandrende ved at konstru-ere nye sociale ruter ud af de problemstillinger, de som individer eller gruppe møder i livet. ”Oplevelsen” udfordrer og skaber nye sammenhænge i det socio-kulturelle, da ”(o)plevelser er centrale for dannelse af identitet og mening, og dermed også for hvordan fællesskaber og samfund formes. Oplevelser bearbejdes som erindringer og mulig kollektiv hukommelse.” (Bærenholdt og Sundbo 2008: 13).
Det vil sige, at oplevelsesøkonomien i denne sammenhæng bliver en ny forståelsesram-me for det levede liv i en specifik kontekst, og oplevelsen fungerer samtidigt som et red-skab til innovation og social empowerment af det enkelte individ. Jeg forsøger derfor at sætte oplevelsesøkonomien i spil inden for en tredje oplevelsessektor: Det ”oplevelses-sociale” felt, inden for hvilket socialiteten og individuelle og kollektive forandringspro-cesser er i fokus. Co-creation og self-direction (jf. Bosjwijk (2007) m.fl. i afsnit 5.3) er centrale begreber i denne forståelse af oplevelsesøkonomien, og disse begreber har der-for også været med til at frame det endelige produkt.
Oplevelsesøkonomien er derfor i denne optik en a): analysehorisont og ”oplevelsen” b): et socialt forandringsværktøj.

Lidt tanker om entrepreneurship - fra speciale

Professor Saras Sarasvathy definerer det entrepreneurielle verdenssyn således:
“(…) what we do makes a difference and that we can push it and that you keep doing the doable and keep pushing it and you work with a whole bunch of people and get them to work with you in interesting ways, in creative ways and all kinds of good things will hap-pen down the road.” (http://bigthink.com/ideas/15302, bilag 1: 4).
”The effectual entrepreneurs” formål er at skabe nye markeder; men hans vej mod de nye markeder foregår ikke ud fra, hvad Sarasvathy kalder for ”a causal worldview” (konventionel tankegang). Her er markedet forudsagt til at være noget bestemt på bag-grund af en undersøgelse af allerede eksisterende markeder. Man tager på en opdagel-sesrejse efter identifikation af en mulighed, som man så forsøger at udnytte gennem for-skellige handlemønstre. Men, ifølge Sarasvathy, afhænger resultatet af denne proces af, hvor præcist denne markeds-forudsigelse i udgangspunktet var og kvaliteten af de stra-tegier, der på baggrund af forudsigelsen, eksekveres (Sarasvathy & Dew 2005: 544).
Den ”effectual” entreprenuerielle proces er derimod kendetegnet ved, at ”the effectual ”entrepreneur ikke nødvendigvis starter med at agere på baggrund af en mulighed, en-trepreneuren mener at have opdaget. Modsat betragter han sig selv som udgangspunk-tet for denne ageren: Hvem er jeg? Hvad ved jeg? Hvem kender jeg? Dette, i udgangs-punktet, introverte blik peger samtidigt på det potentiale hvert enkelt individ besidder i kraft af at være den, han nu engang er. Næste skridt for entrepreneuren er at undersøge, hvad han med udgangspunkt i sig selv kan foretage sig i den verden, han ønsker at for-andre, og et indlysende svar på dette er, ifølge Sarasvathy, at interagere med de menne-sker, han kender, og indgå partnerskab (ibid.: 543).
Nye markeder udvikles altså gennem en kæde af interaktive ”commitments”, der skaber, hvad Sarasvathy kalder for et, ”effectual network” (Sarasvathy & Dew 2005: 549). I modsætning til ”a causal worldview” er det her ikke markedet, der afgør, hvem der er med om bord. Derimod er det dem, der er om bord, og hvordan de engagerer sig i fore-tagendet kombineret med de uforudsete ting, der sker undervejs, der afgør, hvilke mar-keder, der udvikles. Den ”effectual” entrepreneurielle proces er et iterativt procesforløb (i modsætning til et kausalt procesforløb), hvor processen, på grund af sin i forhold til verden undersøgende form, hele tiden risikerer at ændre kurs og nogle gange starte for-fra. Ressourcerne i form af viden og relationer vokser i løbet af denne proces, og samti-digt tydeliggøres og konkretiseres den endelige markedsudviklingsidé (se bilag 2) (ibid.: 543).
I dette entrepreneurielle ”effectual commitment” drejer det sig ikke om: ”(…) selection between alternatives (be they alternative ends or means), but transformation of existing realities into new alternatives through a growing chain of effectual commitments.” (ibid.: 551).
Denne sociale interageren som udgangspunkt for udviklingen af nye markeder er en stor menneskelig styrke, hvilket betyder, at alle kan blive entrepreneurer (Bilag 1: 1). Dette er en ny måde at betragte verden på og er, ifølge Sarasvathy selv, ”(…) the ultimate tool to human affairs.” (bilag 1: 16). Men det er samtidigt også et redskab, hvormed man kan oplukke (disclose) og forandre verden på. Det er et redskab, vi alle besidder i alene i kraft af at være menneske.
Spinosa m.fl. betragter i deres bog ”Disclosing New Worlds” (1997) entreprenurship som et redskab til at oplukke (”disclose”) verden med. De skriver: ”Something that ma-kes history (…), changes the way in which we understand and deal with ourselves and with things.” (Spinosa m.fl. 1997: 2). Forfatterne har det fælles mål at ændre menneskers for-ståelse af at være til stedet i denne verden. Mennesket bør frem for at indlade sig i ab-strakte refleksioner over verden aktivt deltage i en ændring af, hvad de kalder for taget-for-givet hverdagspraksisser. Det er i dette lys, man skal forstå deres anvendelse af be-grebet history-making (Spinosa et al 1997: 15). Entrepreneurens mission er, ifølge dem, at skabe historie i verden ved at ”(…) transmute values (…)” (ibid.: 37) gennem kreative designs, som ændrer menneskers blik på sig selv og deres liv (ibid.). Hvad der kendeteg-ner en entrepreneur er, at han hele tiden er sensitiv over for, hvilket design der kan æn-dre den generelle måde, hvorpå mennesker agerer inden for et specifikt felt (ibid. 41). Entrepreneurens sensitive tilgang til verden resulterer i en identifikation af, hvad forfat-terne kalder for en anomali. Anomalien identificeres ved, at eksempelvis entrepreneu-ren intenst fokuserer på de små disharmonier i hverdagen, der på den ene eller anden måde påvirker deres liv. Disharmonien opstår mellem en forståelse af, hvordan der age-res i verden, og hvordan der rent faktisk ageres i verden. Disse disharmonier rutiniseres ofte og bliver derfor ignoreret; men entrepreneuren fokuserer på disse disharmonier og forsøger at kvalificere dem i en interaktion med andre aktører, hvilket langsomt skaber en anomali, der kan handles ud fra (ibid.: 193). Og her er vi så tilbage ved Sarasvathys effectual commitments Sarasvathy & Dew 2005: 551).
Det entrepreneurielle verdenssyn inkluderer altså en tro på et grundlæggende potentia-le, alle mennesker besidder, og at det potentiale kan anvendes instrumentelt i udviklin-gen af nye markeder, der skal forstås i den bredest mulige forstand: En bilateral sensiti-vitet i forhold til eget liv og den verden, livet leves i, kan identificere disharmonier, som, gennem interaktion med andre aktører, kan kvalificeres som en anomali, der igen kan fungere som afsæt for udviklingen af nye, ikke endnu kendte, markeder. Men dette sker kun i et samspil mellem individet og andre, i foretagendet, engagerede aktører.
I forlængelse af denne entrepreneurielle logik vil det følgende afsnit udfolde, hvordan oplevelsesøkonomien i specialet anvendes som et socialt og kulturelt forandrende red-skab. Her bliver begrebet ”oplevelses-social” også introduceret.

Mit speciale - indledning

Dette er indledningen til mit speciale, som blev forsvaret og bestået den 30. juni 2011. Specialet titel er Grønland i sigte! Teater som et redskab til sociale forandringer i et oplevelsesøkonomisk perspektiv.

Grønland er på den ene side et samfund i udvikling. Det gennemgår i disse år store samfundsmæssige forandringer i processen fra Hjemmestyre til Selvstyre. Landet er i fokus i både klima- og oliedebatten, og man forsøger ihærdigt at finde fodfæste som centrum for al den opmærksomhed. På den anden side er Grønland et land, der til stadighed både kulturelt og socialt forsøger at gøre op med en fordomsfuld, offergørende og stigmatiserende diskurs grundlagt tilbage i kolonitiden. Grønland befinder sig i et limbo mellem disse to positioner, og det er i grænselandet mellem fast-låshed og udvikling, dette speciale er skrevet i.
Nærværende speciale er et produktspeciale. Det handler om Grønland, og specialets produkt er målrettet en grønlandsk praksis.
C:NTACT Fonden er min samarbejdspartner, og det er C:NTACT , produktet vil målrette sig mod. C:NTACTs teaterworkshop i Paamiut i Grønland i efteråret 2010, hvor jeg selv deltog som projektleder, vil som praktisk intervention i virkeligheden stå som det cen-trale, empiriske grundlag for specialets analyser. C:NTACT var som udgangspunkt work-shoppen optaget af at adressere og problematisere en ofte dominerende og fordomsful-de diskurs om Grønland. Denne diskurs gør det på den en side vanskeligt at begribe, hvem grønlænderen er, og som på den anden side samtidigt er en stor udfordring for den enkelte grønlænder i hans eller hendes eget identitetsarbejde i en moderne verden. Samtidigt var arbejdet præget af nogle massive sociale udfordringer blandt de unge del-tagere, hvilket på mange måder påvirkede både processen, produktet og mine overvejel-ser om specialets produkt.
Dette speciale dvæler ikke ved dybdegående analyser af den grønlandske folkesjæl ej heller ved de sociale forhold blandt børn og unge. Disse emner bliver kun berørt med henblik på at klarlægge, hvilket udgangspunkt C:NTACT og undertegnede havde for arbejdet i Paamiut i 2010 samt for at skabe en forståelsesramme for den virkelighed, spe-cialets produkt skal anvendes i.
Jeg er til gengæld optaget af, hvordan teatret kan anvendes i konstruktionen af nye iden-titeter i en social forandringsproces. Inden for teatrets rammer forhandles identiteterne i en demokratisk og performativ omgang mellem mennesker, og i dette arbejde er den sociale empowerment af det enkelte individ indlejret. Social empowerment anvendt i denne specifikke praksis vil blive uddybet i afsnit 5.4.
Det bygger på en grundlæggende erkendelse af, at teatret anvendt i denne specifikke sociale sammenhæng kan udfordre en essentialistisk identitetsforståelse ved at facilite-re et rum for udfoldelse af det enkelte menneskes forandringsskabende potentiale. Dette baserer sig også på en entrepreneuriel logik, der har præget både min egen speciale-proces, og som grundlæggende er kendetegnede for C:NTACTs arbejdsform. Dette uddy-bes i afsnit 3.1, 5.5 og 11.0.
Denne strategiske anvendelse af teatret som et værdiskabende socialt og kulturforandrende redskab anlægger samtidigt et socialt og entrepreneurielt perspektiv i forhold til oplevelsesøkonomien, hvilket udfoldes i afsnit 4.0.
Social-konstruktivismen og performativiteten er de to teoretiske grundpositioner, specialet reflekteres i. Social-konstruktivismen konkretiseret i teatrets performative, identi-tets-konstruerende potentiale kombinerer de to akademiske fagligheder, jeg som akademiker er formet af; dramaturgien og oplevelsesøkonomien. Social-konstruktivismen bliver i dette speciale anvendt som analytisk horisont i forhold til den performative praksis C:NTACT anvender, og det bliver som begreb sat i spil både i forhold til den grundlæggende forståelse af teatrets identitetstransformerende potentialer og i forhold til dette speciales produkt.
Problemet med C:NTACTs arbejde i Paamiut var den manglende forankring, hvilket bevirkede, at mange af de gode resultater fra både processen og produktet helt konkret blev tabt efter projektafslutningen.
Mit mål er derfor at designe et produkt, der kan forankres i grønlandske unges bevidsthed og dagligdag. Hvilke værdier kan udledes af C:NTACTs socialt og kulturforandende arbejde med henblik på skabe et produkt, der kan forankres i en grønlandsk kontekst, og som kan fungere som vedvarende redskab til unge grønlænderes identitetsarbejde? Hvordan kan dette produkt udfordre C:NTACTs måder at tænke egen praksis på? Arbej-det med specialets analytiske del og produktdel baserer sig dels på egen praksis og grundlæggende akademiske arbejde og dels på mange interviews, telefonsamtaler og møder med eksterne såvel som interne interessenter. Dette præciseres i læsevejlednin-gen nedenfor og udfoldes i de følgende afsnit.

Undskyld Gamle... - en anmeldelse

Anmeldelse af forestillingen Undskyld Gamle... på Aarhus Teater, oktober 2009

3 ud 6 stjerner

På Århus Teater danses der vals med de gamle i en forestilling, der ikke helt ved, hvilket ben den skal stå på. Århus Teaters husdramatiker Christian Lollike har skrevet den groteske komedie Undskyld gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab, der smitter...?. Rolf Heim har sat i scene.

Alle vores værste fordomme om plejesektoren og gamle mennesker bliver udstillet i en forestilling, der - for gud ved hvilken gang i dette land - sætter plejehjemmene på dagsordenen. Nu også den kunstneriske dagsorden. Intentionen er ikke til at tage fejl af, og hele salen sitrer denne regnvåde fredag aften af forventninger til, hvordan man kunstnerisk kan knække den nød.

Plejehjemmet Frydendals personale og beboere befolker langsomt scenen. Iklædt hvide kitler og nattøj lægger de an til take off. “And you run and you run to catch up with the sun, but it’s sinking”, lyder det fra koret af de fire sangere. Hele salen sidder med krummede tæer, da de første toner slås an - kan disse fire skrøbelige mennesker overhovedet løfte deres stemmer over hviskestadiet? Og kan de ramme tonerne? Det kan de i en grad, at Deres anmelder måtte samle kæben op fra gulvet. De er hverken professionelle skuespillere eller sangere; men de gør det smukt.

Anmelderens forventninger er store til denne plejehjems-cocktail af lige dele Lollike og Heim. Lige dele sans for højaktuel samfundsdramatik og næse for det groteske.
Men i takt med at karaktererne vikles mere og mere uhensigtsmæssigt ind i hinanden, må anmelderen erkende, at forventningerne ikke kan indfries. Det er ikke skidt, men heller aldrig helt godt.
Frau Frauke (Merete Voldstedlund) kæmper febrilsk for at bevare overblikket, og ikke mindst overskuddet, på plejehjemmet Frydendal, hvor personalet i form af de tre unge plejere, Valentin, Bernhard og Walter, hver især handler med mere eller mindre skjulte dagsordener. Den benhårde og beregnende Bernhard (Kaspartin Lønnberg) stjæler værdier fra beboerne og udnytter samtidigt den mindre begavede kollega, Walters (Carsten Svendsen), svaghed for ketogan til at fuldbyrde sit forehavende. Den unge Valentin (Sigurd Holmen Le Dous) er blevet dumpet af sin store kærlighed og bliver hovedkuls forelsket i den senil-demente Vera.
Makkerparet Biermann (Ole Westh-Madsen) og den blinde Don Otto (Henning Olesen) skændes om Don Ottos cigarer, men forenes i en revolutionær tro på et bedre liv for de gamle og ultimativt i deres fælles selvmord - eksekveret vha. en flaske Chivas og et udefinerbart antal piller.

Forestillingen bliver momentvist kynisk i sit favntag med en virkelighed, der er skjult for de fleste, og man bliver overrasket over sine egne forbehold over for det spirende kærlighedsforhold mellem den senil-demente kleptoman Vera (Inge Sofie Skovbo) på 81 og den unge plejer Valentin på 23. Inge Sofie Skovbo gestalter aldeles fremragende den senil-demente kvinde, der trækker publikum ind i malstrøm af følelser for så i næste øjeblik at distancere sig fra verden - og os - i en tåge af forvirring og indgroet senil nervøsitet. Det er stærkt spil, der som noget af det eneste i forestillingen inviterer publikum ind bag gitteret til de følelser, der udspiller sig på Frydendal. Unge Sigurd Holmen Le Dous fuldbyrder den ulige tango med en sårbarhed, der flot matcher Inge Sofie Skovbo.

Ellers handler karaktererne på må og få i et spænd mellem det komiske og det tragiske og gestalter sig samtidigt grotesk og følelsemæssigt naturalistisk. Det betyder, at man aldrig helt får greb om en virkelighed, der hele tiden forsvinder mellem fingrene på en, og man opnår aldrig helt en forståelse og empati for personerne. Forestillingen vil være vanvittig og grotesk; men den står stærkest i det følelsesmæssige spil mellem karaktererne. Det groteske reduceres til momentvise symbolladede intermezzi, hvor spillet transcenderes til et drømme/mareridtsplan, der desværre efterlader publikum nede på jorden.
Lollikes plejehjemskomedie fortaber sig i de gode intentioner og bliver desværre aldrig helt sjov og aldrig helt alvorlig. Den forbliver en mellemting og fastholder publikum i en armslængde fra det virkeligt groteske, der er en del af den virkelighed, Lollike og Heim vil vise os. Det er ærgerligt.

Han er sin egen kone! - en anmeldelse

Anmeldelse af Jeg er min egen kone på Svalegangens Foyerscene, oktober 2009, for Kulturnaut

4 ud af 6 stjerner

For at sige det lige ud: Smid, hvad I har har i hænderne og tag ind på Svalegangen i Århus og bliv grebet, fascineret og oprørt over en fortælling, der koger det 20. århundredes europæiske historie ind til en bouillonterning af livsmod og passion. Aalborg Teaters gæstespil på Svalegangen giver et unikt indblik i en historie, man sjældent hører.


Jeg er min egen kone er den lille historie indvævet i den store. Det er en gribende fortælling om den excentriske transvestit Lothar Berfelde alias Charlotte von Mahlsdorf, hvis liv er et sandt tour de force i fysisk og mental overlevelse: Flugten fra nazisterne i Berlin under 2. Verdenskrig, en voldelig far, som hun tog livet af med en kagerulle og en efterfølgende fængsling, Den Kolde Krigs Østberlin og efterspillet efter Murens fald. Alt sammen som mand i kvindetøj! Charlotte åbner i 1960 et museum på et forfaldent gods i Berliner-forstaden Mahlsdorf, hvor hun udstiller møbler og antikviteter fra den såkaldte Gründerzeit, der dækker de sidste 30 år af det 19. århundrede. Museet huser også en hemmelig bar for homoseksuelle, transvestitter og andre seksuelt afvigende. Efter Murens fald afslører Stasi-arkiverne, at Charlotte var Stasiinformant, og at hun bl.a. (måske) var skyld i sin antikvitets-kollega og ven Alfreds fængsling.

Aalborg Teaters opsætning af dramatikerens Doug Wrights prisvindende dokumentariske drama Jeg er min egen kone har mange historier at fortælle, og som tilskuer bliver man aldrig helt mæt. Amerikanske Doug Wright har tydeligvis været fascineret af Europas koldkrigshistorie; men ved at indskrive sig selv i stykket griber han ind i sin egen og derved også publikums fortabelse i den store fortælling om high politics og fastholder fokus på en livsfortælling, der på mange måder overgår alt det andet. Dette er et sjældent vellykket dramaturgisk greb, der for publikum fungerer som en platform for identifikation: Dramatikeren tager os i hånden fra start til slut, og vi føler med ham og forstår ham, fra han nærmest forelsker sig i Charlotte von Mahlsdorfs liv ved de første samtaler om hendes fascination af grammofoner, plader og møbler i vinteren 1993, til de store frustrationer over hendes dobbeltliv som Stasiagent. Doug Wrights og publikums billede krakelerer langsomt - billedet af den heroiske transvestit, der overlevede 2. Verdenskrig. Der slog sin egen far ihjel for at redde sin mor, og som husede et refugium for homoseksuelle og andre seksuelt afvigende i en tid, hvor det ellers ikke syntes muligt. Vi stiller os spørgsmålene sammen med dramatikeren: Hvorfor træffer hun de valg, hun gør? Hvem er helten/heltinden, og hvem er skurken?

Samtalerne mellem dramatikeren og Charlotte von Mahldsdorf er den dokumentaristiske puls, forestillingen læner sig op af, og Jakob Højlev Jørgensen mestrer vekselvirkningen mellem de to karakterer til perfektion. Han er Charlotte i sort kjole, tørklæde, perlekæde og tysk dialekt for så i næste øjeblik at trække publikum ind i dramatikerens hoved, der bliver mere og mere fyldt med ambivalens og paradokser, som forestillingen skrider frem.

Aalborg Teater har gjort tællearbejdet for os: Imponerende 35 roller spiller Jakob Højlev Jørgensen gennem forestillingen iført den samme sorte kjole og perlekæde, og dialekt- og kønsforvirringen vil ingen ende tage. Vi siger ja tak til det stort set det hele. Få steder bliver parodien dog for tyk og revykluntet, og Charlotte Munksøs ellers fine og stringente iscenesættelse kammer over og vælter scenograf Simon Holk Witzanskys intime rammer.

Jeg er min egen kone er ikke blot en underfundig og tankevækkende fortælling om transvestitten Charlotte von Mahlsdorfs omskiftelige liv og identitetskamp. Den er også en kommentar til publikums ubearbejdede forhold til Den Kolde Krigs efterspil, smukt gestaltet gennem forestillingens dramatiker. Charlotte lærer vi aldrig helt at kende, selvom vi kæmper for det. Hun gemmer på hemmeligheder, vi aldrig får et indblik i, og det er godt. Hun er fuld af nuancer og modsætninger - ligesom alle os andre. Det er godt teater!

Oqarit Innuullutillu – Sig det og lev

Interview med instruktør og manuskriptforfatter Pipaluk K. Jørgensen, efteråret 2010, til branchebladet Teater 1

En grønlandsk teaterlov er efter 25 år undervejs endelig blevet vedtaget. Det skete den 19. oktober 2010 i Landstingsalen i Nuuk under store jubelbrøl fra tilhørerne.
Teater 1 satte instruktør og manuskriptforfatter Pipaluk K. Jørgensen stævne på en sejltur langs den grønlandske vestkyst mellem tågebanker, høje fjelde og pukkelhvaler. Det blev til en samtale om selvmord og talentmasse; om troen på sig selv og om teater, der kan udfordre tabuer og sige det usagte.

”Yes!”, siger hun og viser mig en tatovering på indersiden af det venstre håndled. Hun griner, samtidigt med hun knytter hånden i en kampklar gestus.
”Jeg fik den lavet på et tidspunkt, hvor alt bare var yes. Alle havde travlt med at fortælle mig, hvad der ikke var muligt, og hvad der ikke kunne lade sig gøre. Nej, det kan du ikke, for det plejer vi ikke at gøre. Nej, de penge kan du ikke få. Nej, det er simpelthen ikke muligt.” Hun vrænger det ud med tydelig foragt i blikket. ”Det blev bare for meget! Selvfølgelig kan jeg, hvad jeg vil. Alle kan, hvad de vil. Plejer er død.”

Pipaluk K. Jørgensen er instruktør og manuskriptforfatter, født i 1981, og hun er sammen med Teater 1s udsendte på vej til hovedstaden Nuuk fra den sydgrønlandske by Paamiut. Her har hun i de sidste par uger samarbejdet med C:NTACT Fonden, der har lavet workshops for byens unge. Hun har lige besvaret mit spørgsmål, om hvad man kan skrive som overskrift på hendes arbejde. Yes! Det er uden filter. Lige på og hårdt.

Hvem fanden er jeg?

Hun taler med en dyb og alvorlig stemme, der ofte knækker over i et grin. Sætningerne bliver aldrig talt til ende, da hendes tanker allerede er videre på det næste. Hun taler i billeder og understreger hele tiden sine pointer gennem tydelige og virkelighedsnære eksempler.

”Jeg har altid villet noget stort. Da jeg var lille, ville jeg gerne være politiker. Bare for at kunne gøre en forskel og for at have det sidste ord til at sige: Sådan her skal det være. Eller sådan her kan jeg hjælpe. Jeg vidste, at politikere var dem, der kunne gøre noget for et helt samfund. Når jeg så noget, der var uretfærdigt i min barndomsgade, ønskede jeg brændende at kunne gøre en forskel.”

Men det blev ikke den politiske løbebane, der i sidste ende trak i Pipaluk K. Jørgensen. Hun gik to år på Skandinavisk Teaterskole, og efterfølgende brugte hun tre år på socialpædagoguddannelsen.

”På teaterskolen vidste jeg bare, at jeg ikke ville være skuespiller. Jeg ville instruere, og det var bevidst, at jeg ville bruge min pædagogiske uddannelse i det arbejde. Det første år på skuespillerskolen er man deprimeret. Man graver ind til det inderste, og alt bliver trukket frem. Og så lige pludselig tænker man: Hvem fanden er jeg?! Og gud, kan jeg det her?! Det der med at tage noget fra én og give noget til én… Man bliver pludseligt meget bevidst om sig selv og sin krop. Det bruger jeg meget ofte i mit arbejde med instruktion, og her kommer mine år på den socialpædagogiske uddannelse mig til stor hjælp. Jeg presser mine spillere til det yderste; men det kan kun lykkes, hvis man har opbygget en tillid. Så jeg bruger altid meget lang tid på at snakke og kramme og kigge i øjnene – stoler I på mig?!”

Teater i selvmordets skygge

I 2008 skrev, instruerede og producerede Pipaluk K. Jørgensen forestillingen Oqarit Inuullutillu (Sig det og lev) for at sætte fokus på nogle af de tabuer, der er i høj grad præger den grønlandske virkelighed.
”Da jeg læste til socialpædagog, sagde jeg til mig selv, at jeg aldrig ville arbejde med seksuelt misbrugte børn. Det ville min sjæl ikke kunne klare! Og så pludselig laver jeg et teaterstykke om det… argh!” Hun griner lidt af ironien i det.
”Nu er det hverken børn eller unge, jeg direkte arbejder med; men de problemer og udfordringer de står over for i livet. Det er voksne skuespillere på scenen, og mit publikum er altid over 18 år. Teatret er jo et redskab til at italesætte ting og sætte billeder på det. Oqarit Inuullutillu repræsenterer det savn, vi alle har. Det ligger forankret i vores rygrad, selvom der mange, der ikke ved det. Savnet af venner og familie, der har taget deres eget liv på grund af misbrug. Det var vigtigt for mig at vise selvmordet på scenen utildækket og lige på og hårdt, simpelthen for at sætte den krænkede i centrum. Det væsentlige i forestillingen var at sætte billeder på, hvad de her mennesker føler, og hvor meget det seksuelle misbrug ødelægger dem. Budskabet bliver derved dobbelt, da både den krænkede og krænkeren blandt publikum bliver afspejlet i den virkelighedsnære handling på scenen.”
”Jeg har opdaget, hvordan teatret på en helt fantastisk måde frit kan lege med emner, der ude i den virkelige verden er belagt med tabuer og tavshed. Mine spillere på scenen italesætter misbruget og viser konsekvensen af det. Et skud lyder og en ung mand falder død om på scenen. Bam! Det er barsk, men nødvendigt, og jeg kan se, hvilken forløsning det ofte giver mit publikum. Det drejer sig om at få det sagt, så man kan hjælpe sig selv og andre og komme videre i livet. Den effekt ved mit arbejde er jeg helt vildt tændt af.”

Kunst uden censur

I et land, hvor selvmordsraterne blandt unge grønlændere er stigende, er det ikke svært at forstå, hvilken betydning Pipaluk Kreutzmanns kunstneriske greb har for det grønlandske samfund. Hun forklarer mig begrebet tunuarsimaneq, som på dansk betyder det at være tilbageholdende. Begrebet dækker over det faktum, at man i Grønland ikke er åben omkring de problemer, man slås med. Det er en grundlæggende del af kulturen, som Pipaluk Kreutzmann gennem sine forestillinger derfor tager livtag med.

”Vi i Grønland tror, at det er normalt. Selvmord er en del vores virkelighed. Men publikums respons har været fantastisk, og jeg kan mærke, at mine forestillinger sætter gang i en debat om tabuerne. Jeg har modtaget megen kritik fra psykologer og psykiatere, der siger, at jeg har åbnet et sår, jeg ikke kan lukke igen. Men som jeg sagde til den; det er jeres opgave at lukke såret, og det er min opgave ikke at censurere min kunst. Alle har et valg, om de vil sige det eller ej.”

Nye tider

Med den længe ventede teaterlov på plads har Grønland fået en unik mulighed for at organisere og udvikle den store talentmasse i landet. Det grønlandske teater Silamiut, der hører hjemme i Nuuk, bliver med teaterloven omdannet til Grønlands Nationalteater. Med den nye titel følger øgede bevillinger til blandt etablering af en to-årig skuespilleruddannelse fra 2011 samt krav om produktion af et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet, der afspejler grønlandsk kultur; men som også rummer plads til scenekunst af internationalt karakter. Mimi Karlsen, Landstyrets medlem for kultur, udtalte til den grønlandske avis Sermitsiaq i forbindelse med vedtagelsen af teaterloven, at Grønlands Nationalteater helt sikkert vil virke som katalysator for scenekunsten for både professionelle og amatører samt medvirke til en synliggørelse af grønlandske kulturelle traditioner.

”Grønland byder på mange forskellige former for kunstneriske udtryk. Vi har maskedansen, trommedansen, dramatiseringen af de gamle sagnfortællinger osv. Det er alt sammen sindssygt interessant. Bare ikke for mig at arbejde med. Jeg har bevæget mig over i den sociale del, fordi jeg har en styrke til at italesætte den del af den grønlandske virkelighed. Jeg gør det på min måde, lige såvel som de andre gør det på deres måde, og det skal der være plads til. Jeg håber, at Grønland i fremtiden vil blive ved med at udvikle forskellige former og standarter for scenekunst, så man opbygger et stort udvalg at vælge imellem. Det er bare en stor udfordring i land, der kun består af 56.000 indbyggere og med kæmpe geografiske afstande imellem sig.”

Tro på det!

Pipaluk K. Jørgensens forestillinger har på kort tid indprentet sig i den grønlandske bevidsthed, og hun bliver endnu en farve i det billede, der kommer til at udgøre det store og meget nuancerede udvalg af grønlandsk kunst og kultur nu og i fremtiden. Hendes forestillinger afspejler en anden side af Grønland, og de har skabt en berettigelse i et samfund, hvor billedsproget, symbolerne og de gamle og nye fortællinger er grundelementerne i kulturen.

”Grønland har en kæmpe talentmasse, når det kommer til kunstneriske udtryk. De skal bare skubbes til. Man tænker ofte i begrænsninger, og man tør ikke tro på, at man kan leve af at være kunstner. Men Simon Lynge (grønlandsk musiker, red.) har for eksempel sat nye standarter for, hvad der er muligt som grønlandsk kunstner. Han kan leve af det, og det er der flere, der kan, hvis bare de tror på det.”

Solen er ved at gå ned, og vi går ud på dækket for at få taget nogle billeder, der skal bruges til artiklen. Der er ikke en krusning på vandet, og fjeldene inde ved kysten går nærmest i et med havet og tågebankerne, der vælter ned ad fjeldsiderne. Jeg stiller mit sidste spørgsmål.

Hvor ser du dig selv om ti år?

”Det ved jeg ikke! Jeg tror aldrig, jeg bliver så gammel! Jeg har altid tænkt, jeg bliver ikke gammel.” Hun siger det uden at fortrække en mine.
”Jeg har altid kun set et halvt eller et helt år frem. Nu er jeg så begyndt at se to år frem; men det skyldes nok, at jeg er ved at blive ældre. Jeg håber, jeg kan blive ved med at skrive og instruere. Og med de projekter, jeg har i hovedet, tror jeg sagtens, at jeg kan blive med det, jeg laver nu. Jeg ved, det er privilegeret…

… men jeg er også meget taknemmelig!”


Faktaboks

Pipaluk K. Jørgensen
Født 1981 i Nuuk
Instruktør og manuskriptforfatter
Har uddannet sig fra Skandinavisk Teaterskole og Socialpædagogisk Seminarium i København.
Har skrevet, instrueret og produceret tre teaterproduktioner siden 2008: Malugisarpara (Jeg føler), Oqarit Inuullutillu (Sig det og lev) og Tulugaq (Ravnen).
Producerede en dokumentar i forbindelse med forestillingen Oqarit Inuullutillus turné i Grønland.
Ungdomsredaktør i KNR (Grønlands Radio) og konceptudvikler af ungdomsprogrammet Oqarit (Sig det).
Samarbejder med C:NTACT Fonden i forbindelse med teaterworkshops i blandt andet Paamiut, Sydgrønland.
Turnerer i øjeblikket med forestillingen Oqarit Inuullutillu i dele af det nordlige Canada.