Oqarit Innuullutillu – Sig det og lev

Interview med instruktør og manuskriptforfatter Pipaluk K. Jørgensen, efteråret 2010, til branchebladet Teater 1

En grønlandsk teaterlov er efter 25 år undervejs endelig blevet vedtaget. Det skete den 19. oktober 2010 i Landstingsalen i Nuuk under store jubelbrøl fra tilhørerne.
Teater 1 satte instruktør og manuskriptforfatter Pipaluk K. Jørgensen stævne på en sejltur langs den grønlandske vestkyst mellem tågebanker, høje fjelde og pukkelhvaler. Det blev til en samtale om selvmord og talentmasse; om troen på sig selv og om teater, der kan udfordre tabuer og sige det usagte.

”Yes!”, siger hun og viser mig en tatovering på indersiden af det venstre håndled. Hun griner, samtidigt med hun knytter hånden i en kampklar gestus.
”Jeg fik den lavet på et tidspunkt, hvor alt bare var yes. Alle havde travlt med at fortælle mig, hvad der ikke var muligt, og hvad der ikke kunne lade sig gøre. Nej, det kan du ikke, for det plejer vi ikke at gøre. Nej, de penge kan du ikke få. Nej, det er simpelthen ikke muligt.” Hun vrænger det ud med tydelig foragt i blikket. ”Det blev bare for meget! Selvfølgelig kan jeg, hvad jeg vil. Alle kan, hvad de vil. Plejer er død.”

Pipaluk K. Jørgensen er instruktør og manuskriptforfatter, født i 1981, og hun er sammen med Teater 1s udsendte på vej til hovedstaden Nuuk fra den sydgrønlandske by Paamiut. Her har hun i de sidste par uger samarbejdet med C:NTACT Fonden, der har lavet workshops for byens unge. Hun har lige besvaret mit spørgsmål, om hvad man kan skrive som overskrift på hendes arbejde. Yes! Det er uden filter. Lige på og hårdt.

Hvem fanden er jeg?

Hun taler med en dyb og alvorlig stemme, der ofte knækker over i et grin. Sætningerne bliver aldrig talt til ende, da hendes tanker allerede er videre på det næste. Hun taler i billeder og understreger hele tiden sine pointer gennem tydelige og virkelighedsnære eksempler.

”Jeg har altid villet noget stort. Da jeg var lille, ville jeg gerne være politiker. Bare for at kunne gøre en forskel og for at have det sidste ord til at sige: Sådan her skal det være. Eller sådan her kan jeg hjælpe. Jeg vidste, at politikere var dem, der kunne gøre noget for et helt samfund. Når jeg så noget, der var uretfærdigt i min barndomsgade, ønskede jeg brændende at kunne gøre en forskel.”

Men det blev ikke den politiske løbebane, der i sidste ende trak i Pipaluk K. Jørgensen. Hun gik to år på Skandinavisk Teaterskole, og efterfølgende brugte hun tre år på socialpædagoguddannelsen.

”På teaterskolen vidste jeg bare, at jeg ikke ville være skuespiller. Jeg ville instruere, og det var bevidst, at jeg ville bruge min pædagogiske uddannelse i det arbejde. Det første år på skuespillerskolen er man deprimeret. Man graver ind til det inderste, og alt bliver trukket frem. Og så lige pludselig tænker man: Hvem fanden er jeg?! Og gud, kan jeg det her?! Det der med at tage noget fra én og give noget til én… Man bliver pludseligt meget bevidst om sig selv og sin krop. Det bruger jeg meget ofte i mit arbejde med instruktion, og her kommer mine år på den socialpædagogiske uddannelse mig til stor hjælp. Jeg presser mine spillere til det yderste; men det kan kun lykkes, hvis man har opbygget en tillid. Så jeg bruger altid meget lang tid på at snakke og kramme og kigge i øjnene – stoler I på mig?!”

Teater i selvmordets skygge

I 2008 skrev, instruerede og producerede Pipaluk K. Jørgensen forestillingen Oqarit Inuullutillu (Sig det og lev) for at sætte fokus på nogle af de tabuer, der er i høj grad præger den grønlandske virkelighed.
”Da jeg læste til socialpædagog, sagde jeg til mig selv, at jeg aldrig ville arbejde med seksuelt misbrugte børn. Det ville min sjæl ikke kunne klare! Og så pludselig laver jeg et teaterstykke om det… argh!” Hun griner lidt af ironien i det.
”Nu er det hverken børn eller unge, jeg direkte arbejder med; men de problemer og udfordringer de står over for i livet. Det er voksne skuespillere på scenen, og mit publikum er altid over 18 år. Teatret er jo et redskab til at italesætte ting og sætte billeder på det. Oqarit Inuullutillu repræsenterer det savn, vi alle har. Det ligger forankret i vores rygrad, selvom der mange, der ikke ved det. Savnet af venner og familie, der har taget deres eget liv på grund af misbrug. Det var vigtigt for mig at vise selvmordet på scenen utildækket og lige på og hårdt, simpelthen for at sætte den krænkede i centrum. Det væsentlige i forestillingen var at sætte billeder på, hvad de her mennesker føler, og hvor meget det seksuelle misbrug ødelægger dem. Budskabet bliver derved dobbelt, da både den krænkede og krænkeren blandt publikum bliver afspejlet i den virkelighedsnære handling på scenen.”
”Jeg har opdaget, hvordan teatret på en helt fantastisk måde frit kan lege med emner, der ude i den virkelige verden er belagt med tabuer og tavshed. Mine spillere på scenen italesætter misbruget og viser konsekvensen af det. Et skud lyder og en ung mand falder død om på scenen. Bam! Det er barsk, men nødvendigt, og jeg kan se, hvilken forløsning det ofte giver mit publikum. Det drejer sig om at få det sagt, så man kan hjælpe sig selv og andre og komme videre i livet. Den effekt ved mit arbejde er jeg helt vildt tændt af.”

Kunst uden censur

I et land, hvor selvmordsraterne blandt unge grønlændere er stigende, er det ikke svært at forstå, hvilken betydning Pipaluk Kreutzmanns kunstneriske greb har for det grønlandske samfund. Hun forklarer mig begrebet tunuarsimaneq, som på dansk betyder det at være tilbageholdende. Begrebet dækker over det faktum, at man i Grønland ikke er åben omkring de problemer, man slås med. Det er en grundlæggende del af kulturen, som Pipaluk Kreutzmann gennem sine forestillinger derfor tager livtag med.

”Vi i Grønland tror, at det er normalt. Selvmord er en del vores virkelighed. Men publikums respons har været fantastisk, og jeg kan mærke, at mine forestillinger sætter gang i en debat om tabuerne. Jeg har modtaget megen kritik fra psykologer og psykiatere, der siger, at jeg har åbnet et sår, jeg ikke kan lukke igen. Men som jeg sagde til den; det er jeres opgave at lukke såret, og det er min opgave ikke at censurere min kunst. Alle har et valg, om de vil sige det eller ej.”

Nye tider

Med den længe ventede teaterlov på plads har Grønland fået en unik mulighed for at organisere og udvikle den store talentmasse i landet. Det grønlandske teater Silamiut, der hører hjemme i Nuuk, bliver med teaterloven omdannet til Grønlands Nationalteater. Med den nye titel følger øgede bevillinger til blandt etablering af en to-årig skuespilleruddannelse fra 2011 samt krav om produktion af et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet, der afspejler grønlandsk kultur; men som også rummer plads til scenekunst af internationalt karakter. Mimi Karlsen, Landstyrets medlem for kultur, udtalte til den grønlandske avis Sermitsiaq i forbindelse med vedtagelsen af teaterloven, at Grønlands Nationalteater helt sikkert vil virke som katalysator for scenekunsten for både professionelle og amatører samt medvirke til en synliggørelse af grønlandske kulturelle traditioner.

”Grønland byder på mange forskellige former for kunstneriske udtryk. Vi har maskedansen, trommedansen, dramatiseringen af de gamle sagnfortællinger osv. Det er alt sammen sindssygt interessant. Bare ikke for mig at arbejde med. Jeg har bevæget mig over i den sociale del, fordi jeg har en styrke til at italesætte den del af den grønlandske virkelighed. Jeg gør det på min måde, lige såvel som de andre gør det på deres måde, og det skal der være plads til. Jeg håber, at Grønland i fremtiden vil blive ved med at udvikle forskellige former og standarter for scenekunst, så man opbygger et stort udvalg at vælge imellem. Det er bare en stor udfordring i land, der kun består af 56.000 indbyggere og med kæmpe geografiske afstande imellem sig.”

Tro på det!

Pipaluk K. Jørgensens forestillinger har på kort tid indprentet sig i den grønlandske bevidsthed, og hun bliver endnu en farve i det billede, der kommer til at udgøre det store og meget nuancerede udvalg af grønlandsk kunst og kultur nu og i fremtiden. Hendes forestillinger afspejler en anden side af Grønland, og de har skabt en berettigelse i et samfund, hvor billedsproget, symbolerne og de gamle og nye fortællinger er grundelementerne i kulturen.

”Grønland har en kæmpe talentmasse, når det kommer til kunstneriske udtryk. De skal bare skubbes til. Man tænker ofte i begrænsninger, og man tør ikke tro på, at man kan leve af at være kunstner. Men Simon Lynge (grønlandsk musiker, red.) har for eksempel sat nye standarter for, hvad der er muligt som grønlandsk kunstner. Han kan leve af det, og det er der flere, der kan, hvis bare de tror på det.”

Solen er ved at gå ned, og vi går ud på dækket for at få taget nogle billeder, der skal bruges til artiklen. Der er ikke en krusning på vandet, og fjeldene inde ved kysten går nærmest i et med havet og tågebankerne, der vælter ned ad fjeldsiderne. Jeg stiller mit sidste spørgsmål.

Hvor ser du dig selv om ti år?

”Det ved jeg ikke! Jeg tror aldrig, jeg bliver så gammel! Jeg har altid tænkt, jeg bliver ikke gammel.” Hun siger det uden at fortrække en mine.
”Jeg har altid kun set et halvt eller et helt år frem. Nu er jeg så begyndt at se to år frem; men det skyldes nok, at jeg er ved at blive ældre. Jeg håber, jeg kan blive ved med at skrive og instruere. Og med de projekter, jeg har i hovedet, tror jeg sagtens, at jeg kan blive med det, jeg laver nu. Jeg ved, det er privilegeret…

… men jeg er også meget taknemmelig!”


Faktaboks

Pipaluk K. Jørgensen
Født 1981 i Nuuk
Instruktør og manuskriptforfatter
Har uddannet sig fra Skandinavisk Teaterskole og Socialpædagogisk Seminarium i København.
Har skrevet, instrueret og produceret tre teaterproduktioner siden 2008: Malugisarpara (Jeg føler), Oqarit Inuullutillu (Sig det og lev) og Tulugaq (Ravnen).
Producerede en dokumentar i forbindelse med forestillingen Oqarit Inuullutillus turné i Grønland.
Ungdomsredaktør i KNR (Grønlands Radio) og konceptudvikler af ungdomsprogrammet Oqarit (Sig det).
Samarbejder med C:NTACT Fonden i forbindelse med teaterworkshops i blandt andet Paamiut, Sydgrønland.
Turnerer i øjeblikket med forestillingen Oqarit Inuullutillu i dele af det nordlige Canada.